Sikker og rutinepræget sejr i Skanderborg
24-22 blev sejren søndag aften over Skanderborg. En sejr, der let kunne have været 10 mål større, men hvor spillet i høj grad bar præg af lange angreb og rutinepræget spil fra vores side, hvor det aldrig føles som om, at vi for alvor kom op i højeste gear. En tæt pakket hal i Skanderborg kombineret med et par yderst interessante dommerkendelser gjorde imidlertid, at stemningen var i top, både hos hjemmeholdets fans men også blandt vi ca. 20 AH fans! To store trommer, et par nye horn og 20 tilråbende fans gjorde, at vi sad på lydkulisse i hallen – en skøn oplevelse.
Sejren blev egentlig sikret efter ca. 35 minutters spil, hvor vi førte med hele 8 mål. Skanderborg kæmpede dog godt i anden halvleg, og fik altså formået at mindske føringen til blot 2 mål ved kampens afslutning. Det er især værd at nævne et rigtig flot forsvar, som sammen med Ole Erevik holdte Skanderborg nede på blot 7 mål i første halvleg.
Johan Jakobsson, Kristian Kjelling og Jacob Bagersted delte alle tre topscorerværdigheden, hver især med 5 mål. Med dagens sejr og samtidig et nederlag til TTH betyder det, at vi med en sejr over Mors-Thy på onsdag kan overtage 5. pladsen, såfremt TTH taber deres kamp mod Nordsjælland – et scenarie, som bestemt er realistisk!
FEST OG FARVER I GIGANTIUM PÅ ONSDAG
På onsdag indkalder vi til fest og farver i Gigantium, når vi skal spille med Mors-Thy. Der vil nemlig være såkaldte konfetti-frisbees til salg i Merchandise-boden i hallen. Det er en frisbee man kaster ud i luften, som så spreder en masse farvet papir ud – lidt ligesom creb-ruller, bare med langt større og flottere effekt. Normalrpris er 15 kr. for 2 stk., men du kan købe 4 stk. for 20 kr. mod fremvisning af AHS medlemskort. Så køb et par rød-hvide konfetti-frisbees og hjælp med at lave en farverig stemning i Gigantium på onsdag!
Vi ses i Gigantium!