skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

I går drog 20 AHS-folk til Ballerup, hvor der var premiere på det nyeste danske cirkus, og der er ingen tvivl om, at Cirkus Arena har fået en ny konkurrent i Kasi-Jespers Cirkus AGK. Bussen fra Hjørring Turistfart kørte den lange vej, og imens kunne vi sidde og spekulere over, hvad der ventede os. Optakten var ikke just god, da det var stort set umuligt at komme i kontakt med klubben omkring billetter på trods af, at de har hele 10 personer ansat i administrationen. Vi ankom til Ballerup Superarena og blev mødt af hoppeborge og ignorante “AG-fans”, der måtte høre, hvor vi var fra, og om vi virkeligt var mestrene, når nu vi gik og sang det.

Lugten af savsmuld blev stærkere, og da vi efter lang tid endelig fik vores billetter, trådte vi ind i det store telt, der rent størrelsesmæssigt trods alt var ganske imponerende, omend det ikke just var nogen Sparkassen Arena, hvor vi netop havde været nede. Til dem, der kan huske flaghejsningen i Kolding, så valgte de i AG først at optræde med én AG-sang, derefter fulgte Albertslund og Glostrups byvåben samt AGK-logoet, der blev fulgt af pompøst musik, hvorefter publikum stille og roligt blev lullet i søvn til AG’s anden sang, inden hver enkelt spiller blev præsenteret på bedste VM-finale-maner med et publikum, der vist nok kun kendte Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Joachim Boldsen og Mikkel Hansen – ikke uforståeligt, når folk lokkes i hallen for at se disse i deres “sexede trøjer” og ikke en håndboldkamp. Kolding-hymen bliver næsten helt overkommelig til oktober oven på dette. Vi var i sandhed kommet i cirkus, og på AG’s udskiftningsbænk sad Sprechstallsmeister Jesper Nielsen igennem hele kampen.

Lad os kort sige, at kampen var en typisk sæsonåbner, og at AaB fuldt fortjent tabte kampen med 29-25. Der skal vises andet spil på fredag mod BSV, hvis den kamp skal vindes. I hallen var håndbold ikke det vigtigste, og det vil blive afspejlet i denne opsamling. Først og fremmest var det trist at se, hvordan fokus var fjernet fra håndbolden, idet AGK stillede op i basket-trøjer og ikke håndbold-trøjer. Måske havde de ikke råd til ærmer? Vi fik os i hvert fald et godt grin, og det samme kan man i dag læse, at vores egen Henrik Toft Hansen fik. Igennem hele kampen var AG’s hjemmepublikum svære at blive kloge på – i visse situationer kogte hallen, men i situationer, hvor alle andre haller ville koge af raseri, så var Ballerup Superarena stille som et cirkustelt under halsbrækkende akrobatnumre. Mange af tilskuerne virkede ganske enkelt uvidende, når det kom til håndbold. Speakeren måtte da også bryde DHF’s regler mange gange, når der blev spillet højlydt musik fra højtalerne under AGK’s angreb – uhørt og forhåbentligt ikke en ny trend i dansk herrehåndbold!

Peter Bredsdorff siger ganske simpelt, at der ikke var den store forskel på dette, og hvad han oplever i de jyske haller. Der vil vi være lidt uenige – i de fleste jyske haller handler det først og fremmest om håndbold – det gjorde det ikke her! Derfor sad man med en underlig følelse, da vi satte os i Hjørring Turistfarts fine bus og vendte snuden hjem af. Måske bliver lygtepælene i Aalborg “prydet” med AGK-plakater, når de kommer til Aalborg i februar – de er jo trods alt “Hele Danmarks Håndboldhold” ;-)

Vi ses i Gigantium Arena på fredag, når BSV kommer på besøg til en omgang tæsk!

Back To Top