skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Hvorfor?

Aalborg Håndbold står over for en svær sæson. Det danske mesterskab skal forsvares samtidig med der spilles Champions League og to års succes i pokalturneringen skal omveksles til triumf. I slutningen af sidste sæson nåede stemningen i Gigantium og på udebaneturene nye højder. Højder, som vi skal nå igen i denne sæson, hvis de mange forventninger skal indfries. I Aalborg Håndbold Support er det vores ypperste formål at støtte holdet på den optimale måde!

Med over 200 medlemmer er der mange ønsker, mange idéer og mange stemmer, der skal høres. Ved at oprette et stemningsudvalg er målet at skabe den optimale stemning omkring holdet og samtidig inddrage så mange dele af fanklubben som muligt.

Hvem?

Ud fra ovenstående formål ønsker vi at sammensætte et stemningsudvalg, der afspejler alle afkroge af fanklubben. Målet er at skabe et udvalg, hvor medlemmerne får mulighed for at påvirke stemningen, komme med nye idéer og skabe ændringer, så vi hele tiden giver holdet den optimale støtte. Derfor ønsker vi et udvalg, der kan samle, diskutere og evaluere forslag fra alle medlemmer.

Som medlem af stemningsudvalg kommer du til at fungere som ambassadør for Aalborg Håndbold Support i såvel Gigantium som på udebane. Du bliver blandt dem, der skal gå forrest, når nye tiltag introduceres.

Hvordan?

Hvordan udvalget præcis skal arbejde, får medlemmer heraf stor medbestemmelse omkring. Fra bestyrelsens side har vi disse forventninger:

Udvalget bliver samlepunktet for folks kommentarer, ønsker og idéer til stemningen
Udvalget skal samle disse informationer og sammen med en repræsentant fra bestyrelsen evaluere dem

Som medlem af udvalget får du mulighed for at få direkte indflydelse på stemningen i Gigantium, og vi kan godt afsløre, at der ikke er noget mere tilfredsstillende end at se Gigantium koge som følge af et nyt tiltag! I samarbejde med bestyrelsens repræsentant vil evt. større tiltag også blive vendt med klubbens direktion.

Banker dit hjerte for Aalborg Håndbold? Så er det måske dig, der kommer med den næste gyldne idé. Sammen er vi stærkest!

Hvornår?

De indkomne forslag evalueres løbende af udvalgets medlemmer. Når det er nødvendigt indkaldes til møde i forbindelse med en hjemmekamp (min. 3 gange pr. sæson), hvor udvalget i samarbejde med bestyrelsens repræsentant fastlægger en plan for den kommende periodes nye stemningstiltag. Møderne placeres som udgangspunkt midt på efterårssæsonen, efter vinterpausen og i forbindelse med første slutspilskamp.

Vil DU være med? Kontakt os på stemning@aahs.dk allerede i dag :-)

Back To Top