I skrivende stund er en minibus med stemningsskabende AHS’ere netop vendt hjem til Aalborg efter en pragtfuld aften i Skjern, hvor der skulle sættes gang i årets slutspil med en på papiret svær udekamp. Men den blev nu aldrig så svær at vinde – hverken på banen eller på tribunerne. På banen var sejren aldrig rigtigt i fare, da AaB hurtigt trak fra igen, da Skjern i starten af 2. halveg kun var 1 mål bagud.
På tribunerne vandt vi i alt små 15 AaB-fans stort set opgøret mod et til tider meget tamt hjemmepublikum, hvor Skjern Ultras det meste af tiden var mere grinagtige end frygtindgydende!
På lørdag skal 2. kamp i slutspillet så spilles, når Viborg HK besøger Gigantium Arena. Husk, at der inden kampen afholdes et arrangement for AHS’ere og sæsonkortholder, og vi håber, at du har meldt dig til, så vi ses.
Husk også at melde dig til vores næste udebanetur mod Viborg, lørdag d. 1. maj!