skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Vi fylder år!

Hejsa

Nu er vi klar med en masse informationer til dig omkring vores forestående jubilæum til oktober! Det kommer til at blive fejret med manér, og du er naturligvis inviteret til at fejre det med os på tætteste hold :-)

Jubilæumsreception

Den 11. oktober 2014 kl. 13.00 afholder vi stor jubilæumsreception i klublokalerne i Gigantium. Her vil vi naturligvis gerne se alle vores medlemmer, da de fem år aldrig ville have været så succesrige uden jeres entusiasme, opbakning og fantastiske evne til altid at støtte holdet! Foruden jer vil vi også invitere samarbejdspartnere, klubben samt andre fra det danske fanmiljø.

På dagen vil vi være vært ved lidt let at spise samt lidt godt at drikke. Det vil være muligt for gæster at byde ind med taler og/eller andre indslag. Der er således ikke noget egentligt program for dagen, men vi håber, at I alle har lyst til at dukke op og være med til at fejre dagen med os :-)

Af hensyn til indkøb af mad og drikkevare vil vi gerne vide, hvorvidt du kommer. Tilmeldinger indsendes til info@aahs.dk senest den 4. oktober 2014.

Vi glæder os til at se dig!

Vi VIL i Final 4

Efter at have misset sidste års Final 4, så VIL vi ganske enkelt tilbage i denne sæson! Dette kræver blot én sejr, men det er ude mod SønderjyskE i, hvad der måske er en af Danmarks allerbedste atmosfærer. Derfor kræver det en intens og talrig opbakning fra Aalborg, når vi gæster Sønderborg onsdag den 22. oktober kl. 19.00 :-)

For at sikre denne opbakning, så er vi glade for at kunne sige, at vi i samarbejde med klubben, spillerne og hovedsponsor Jutlander Bank har sikret, at denne bustur bliver gratis for vores medlemmer. Som medlem af Aalborg Håndbold Support skal du således kun betale for entre til kampen!

Afgang fra Gigantium er kl. 14.30, og du kan allerede nu tilmelde dig busturen på aahs.dk/busture! Vi SKAL i Final 4 :-)

Alt det andet

Dertil kommer naturligvis en lang række andre fejringer. Vi kan kort fortælle jer, at I blandt andet også kan glæde jer til:

  • Flashback-måned på Facebook: i oktober vil vi løbende poste historiske billeder, historier og lignende fra alle 5 år!
  • Jubilæumskonkurrence: Indsend dit bedste minde fra de første 5 år og vind bl.a. gaveæsker fra Bellevue Box!
  • Jubilæumsbustur: udekampen mod Team Tvis Holstebro den 20/12 vil fortsat være vores officielle jubilæumsbustur, hvor alle medlemmer kommer gratis med bussen.

 

Yderligere information om alle disse tiltag følger, når vi kommer tættere på fejringen :-)

Back To Top