Euforien lurede
Gigantium, Aalborg. Der resterer to minutter af EHF Champions League kampen mellem Aalborg Håndbold og de forsvarende mestre fra HSV Hamburg. For 1 måned siden havde flere måske gået og drømt om, at vi kunne skabe en lille overraskelse. En drøm, der efterhånden brast hos de fleste efterhånden som flere og flere profiler måtte skrives på skadeslisten – da Mads Mensah så også var tvivlsom forsvandt det sidste håb nok…
…indtil spillerne løb på banen. En bevægelig og energisk bagkæde med en hårdtskydende Nicolai Pedersen, fightende Mads Mensah og evigt pågående Morten Slundt satte pludseligt Hamborg på hælene, og vi førte således hurtigt 6-2, idet forsvaret også slog fra sig med Barud, Bagersted og Hald i spidsen foran en fremragende Richard Kappelin!
Ved pausestillingen 14-14 var lidt af optimismen måske genfundet, men for mange var det stadig et spørgsmål om, “hvornår mon spillerne rammer muren?”. Dermed står vi igen i det 58. minut. Muren er IKKE ramt, der er kun 2 mål op til Hamborg og Aalborg angriber! Gigantium sitrer, bænken er urolig og spillerne koncentrerede. Pludselig lurer den helt store overraskelse – kan vores lille og unge trup tage point mod et stjernespækket Hamborg?
Desværre forbliver det ved lige ved og næsten, men hvor er vi dog forbandet stolte over at være Aalborg Håndbold fans i dag! En forbilledlig fight og præstation, der egentligt er et meget større resultat end 26-28 ellers klinger af! 4.200 tilskuere var også med til at skabe en elektrisk stemning, der kastede store roser af sig fra DRs kommentatorer og vækkede minder om sidste års slutspil; en fantastisk søndag i Gigantium!
Før kampen afholdte vi også vores årlige TIFO indsamling, og her er vi utroligt glade for at sige, at vi slog rekord med 3250,- til vores TIFO-arbejde. Det er vi utroligt glade for, og vi kan garantere, at pengene er med til at sikre flere banners og flag i Gigantium, når en anledning opstår. TUSIND TAK FOR STØTTEN :-)
Husk i øvrigt at støtte Aalborg Håndbold på to næste udebaneture mod hhv. Mors-Thy den 27. oktober og SønderjyskE den 9. november – du kan tilmelde dig begge ture lige her: http://www.aahs.dk/busture