skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Vær med til at tage revanche mod Skjern!

Weekendens nederlag i Final4 til Skjern efter forlænget spilletid gjorde ondt. Ja, faktisk gør det stadig ondt! Vi får dog en sjældent hurtig mulighed for at tage revanche, når vi gæster Skjern i Herning allerede lørdag den 16. februar 2013! Sidste år slog AGK os i Final4, hvorefter vi slog dem på hjemmebane – lad os gentage den bedrift i år mod de gamle grønne mænd fra Udkantsdanmark (eller “Drengene fra Vestjylland” som Skjern Ultras så smukt synger).

Der er altid garanti for fight og intensitet, når Skjern er modstanderen og kombinationen af et revanche-sultent Aalborg-hold og to vigtige point i toppen af tabellen gør, at denne kamp helt sikkert fortsætter stilen fra vores tidligere opgør. Kampen spilles i Den Runde Hal i Herning, hvilket skaber de perfekte kulisser til kampen, hvor vi helt sikkert skal være på mærkerne for at overdøve det sangglade drengekor fra Skjern Ultras. Vi ved dog også af erfaring, at de hurtigt plejer at blive meget stille, hvis de møder modgang såvel på banen som på lægterne. Så lad os gøre vores til, at de kommer til at hænge med hovederne, når de 60 minutter er gået!

Tag med på turen, der kun koster 125,- for medlemmer og 240,- for ikke-medlemmer! Entrebilletten er dyr, men det er jo også stjernerne fra Aalborg, der kommer på besøg ;-) Således koster billetten 140,-! Afgang fra Gigantium er tidligere end først planlagt, da kamptidspunktet er flyttet. Således ser planen for turen sådan ud:

Afgang fra Gigantium Arena, Willy Brandts vej 31, 9220 Aalborg Ø, kl. 11.45
Kamp start kl. 14.15
Ankomst til Gigantium Arena, Willy Brandts vej 31, 9220 Aalborg Ø, kl. 18.45

Så riv den første lørdag i vinterferien ud af kalenderen og tag på hævntogt til det mørke vestjylland! Vi kommer efter 2 point og med din hjælp får vi dem også med hjem!

Sidste frist for tilmelding er på torsdag den 7. februar, så skynd dig at tilmelde dig her, så vi kan sende en ordentlig flok med bussen: http://www.aahs.dk/busture

Back To Top