Mads Larsen er ny mand i den røde trøje!
Rygtet har floreret ubekræftet rundt et godt stykke tid – Mads Mensah Larsen skifter efter AG København’s kollaps til Aalborg Håndbold. I dag blev det så bekræftet på pressekonferencen i Gigantium, hvor Jan Larsen først præsenterede en forlængelse med hovedsponsor Nordjysk Elhandel, og derefter en 3-årig aftale med Mads Larsen, som er kommet i stand i samarbejde med Det Faglige Hus, der er ny personlig sponsor for Mads.
Vi var tilstede til pressemødet, og fik fanget Mads Larsen kort inden, at han blev sendt ned i træningshallen for at komme i gang med sit nye job. Det skal siges, at dette blot var halvanden time efter, at Mads landede med flyveren fra København.
“Når man lægger det hele sammen, så var der i virkeligheden ikke nogen grund til ikke at skifte til Aalborg. Udover at jeg kan fortsætte min uddannelse i Aalborg, så har Aalborg et rigtig stærkt hold, som kan spille med i toppen af dansk håndbold” – siger Mads, der skal læse Humanistisk Informatik på AAU ved siden af håndboldjobbet.
Mads er både af eksperter, vores egen træner og sportsdirektør blevet udråbt til et af Danmarks største håndboldtalenter – et talent, som ifølge Nikolaj Jacobsen er fremtidens mand både på klub- og landsholdet. Omkring sin kommende rolle i Aalborg Håndbold siger Mads:
“Jeg håber, at jeg kan bidrage med nogle af de ting, som jeg kan tage med mig fra tidligere, og som Nikolaj siger håber jeg, at der bliver brug for nogle af de kompetencer som jeg har. Så jeg glæder mig bare rigtig meget til at komme i gang!”
Efter AG København’s kollaps er der vel – uden at fornærme nogen – en 4-5 klubber som man forventer blander sig i den absolutte top. Blandt dem mener Mads ikke, at der er nogen, som man bør frygte mere end andre.
“Hvis man tager AG væk fra de sidste to år, så har ligaen været meget tæt og først blevet afgjort helt til sidst. Det tror jeg også, er det billede vi vil se i år.”, siger Mads.
Os i fanklubben mener jo, at Aalborg er guldfarvorit hvert år, og bør vinde guld hvert eneste år! Det er en tankegang som passer Mads fint – han spiller nemlig kun, for at vinde guld!
“Jeg er også kommet til Aalborg for at vinde guld. Hvis der var nogen som jeg mente havde en bedre chance, så tror jeg det var dem valget var faldet på. Jeg synes Aalborg er en klar kandidat og vil selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe til med det. Jeg er kommet for at vinde!”
Sådan Mads! Velkommen til Aalborg – må du bringe vores modstandere lige så mange problemer og frustrationer, som du har voldt os de sidste to år! :-)
Du kan se Mads og resten af truppen i aktion d. 28. august i Supercuppen mod BSV og igen d. 1. september ude mod Team Tvis Holstebro i pokalturneringen. Husk, at du kan tilmelde dig bustur til sidstnævnte her på hjemmesiden! (KLIK HER!)