skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Så er vi i gang!

Nu er vi jo nordjyder, så aftenens sejr var vel en okay start på slutspillet…

Ej, det var dog en af de bedste præstationer – hvis ikke DEN bedste – i indeværende sæson. Hvis man sætter det lidt på spidsen, så ville et nederlag reelt have slukket semifinaledrømmen allerede i aften. Dét ville spillerne ikke tillade. Dét ville vi ikke tillade!

Allerede fra kampens start var det tydeligt, at der var rigtigt mange ting, der fungerede i dag. Ole Erevik i kassen leverede nok sin bedste præstation i Aalborg-trøjen, hvor han hev den ene pragtredning frem efter den anden. Befriende og fantastisk at se ham begive sig ud i fantasifulde jubelscener igennem hele kampen :-)

Angrebet havde virket skarpere i de sidste grundspilskampe, men at de var så skarpe, som vi så i dag, havde jeg ikke forventet allerede fra i dag. Kristian Kjelling provokerede i dag de andre klubber i Danmark ved at erklære, at guldet kom tilbage til Aalborg i år. Med det spil han og de andre leverede, så blev den drøm pludseligt bare en tand mere realistisk. Johan Jakobsson kastede Landin og Green rundt i målet, og det samme gjorde Møllgaard og Kjelling, mens Bagersted kæmpede som en gal på stregen og plukkede det ene indspil efter det andet ned og scorede. Tvedten, Lennartson og Larholm præsterede ligeledes på højt niveau, der lover godt for resten af slutspillet.

Største bekymring inden kampen var måske forsvaret, der skulle dække af over for dels BSV-skytterne og dels den svenske kampesten Arhenius inde på stregen. Sjældent har jeg set et Aalborg-forsvar så bevægeligt, så opmærksomt, så fightende og så hårdttacklende! Der var vel reelt kun åbent hus i 5 vanvittige minutter i starten af 2. halvleg, men ellers blev alle lige fra Lauge til Arhenius lukket helt ned. Det faktum, at vi blot lukkede 20 mål ind er det bedste bevis herpå.

En kamp, der ganske enkelt gjorde en stolt som Aalborg Håndbold supporter.

På lørdag gælder det dog igen, når vi gæster Kolding. Kan vi fortsætte dagens spil? Med opbakning fra lægterne, så tror jeg på det! Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at tilmelde sig busturen – tilmeldingsfristen udløber i morgen d. 28. marts kl. 9:00, og der er fortsat pladser i bussen. Vi har brug for alle de stemmer og hænder, som vi kan få. Med en sejr på lørdag, så ser det for alvor interessant ud i dette slutspil! :-)

Back To Top