skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Spændingsfattig revanche!

Der var lagt op til en potentielt sprængfarlig kamp i aften i Skive Hallerne: vi havde revanche til gode oven på et smertefuldt hjemmebanenederlag i oktober. Samtidig kom Skive til kampen med en frisk sejr ude mod Team Tvis Holstebro, og der var meldt totalt udsolgt til kampen med folk på venteliste endda!

Nogle gange sker det desværre, at man køber en flere hundrede kroner dyr raket til nytårsaften og får ca. lige så meget krudt som i et heksehyl. Det var desværre også tilfældet i aftenens kamp! Hjemmeholdet kunne aldrig rigtigt true os, ligesom kulissen aldrig blev så infernalsk som undertegnet havde frygtet. På den anden side ydede vi en meget professionel om meget lidt inspirerende indsats, hvor kun de nødvendige krafter blev brugt. Resultatet af dette var en jævn udramatisk dag på kontoret og en – trods alt – sikker sejr på 30-23.

Kampens højdepunkt var i bund og grund nok det kvindelige dommerpar, der gjorde diverse jokes til skamme med en god og uimponeret indsats. Især i 1. halvleg havde de fuldstændig styr på Skives kampklare drenge og vore egne verdensstjerner. Dét er en af de få gange jeg har set det i denne sæson! De efterhånden ret gamle mandlige dommerpar har i sæsonens løb leveret præstationer på meget lavt niveau i sammenligning med dette!

Sidst men ikke mindst kan vi jo sende glade tanker til BSV, Lemvig og Nordsjælland, der med sejre over hhv. Team Tvis, Skjern (!?) og frit faldende Aarhus sikrede, at vi nok engang kan tillade os at kigge op i tabellen mod den meget fristende 4. plads. Vi har nu 5 point ned til Viborg på 7. pladsen, mens Skjern og Tvis kun er 1 point væk på hhv. 5. og 4. pladsen. Det gør resten af sæsonens kampe uhørt vigtige!! Derfor vil vi minde om vores tur til Skanderborg d. 18. marts – vi har allerede bestilt en lille bus, men vi vil hjertens gerne bestille en større :-)

Back To Top