Ærgerligt nederlag til ærkerivalen
Næsten 4000 tilskuere i Gigantium, to spændende kampe som optakt, gensyn med Bredsdorff-Larsen – der var lagt op til et brag af en kamp i går, da KIF Kolding kiggede forbi Gigantium. Desværre løb det hele lidt ud i sandet af en simpel grund – på dagen mødte vi et bedre hold.
I første halvleg var det helt tæt, og vi skiftedes til at være foran – for os var det med Kristian Kjelling som naturlig hærfører i både angrebet (med støtte fra Johan) og forsvaret! På lægterne kæmpede vi også en kamp med de tilrejsende Kolding-fans, der gav den fuld gas i Blok A, mens vi fra Blok E dannede centrum for et Gigantium, der startede, hvor de slap mod AG København. I første halvleg lykkedes det os ligefrem at distrahere gamle Lars Christiansen, der missede en bold og måtte kigge bebrejdende ud på publikum. Det nu meget godt gået, når man tænker på, hvilke store haller, han har spillet i!
I starten af 2. halvleg blev tilskuernes, spillernes og trænernes fokus rettet mod et par tvivlsomme dommerkendelser, og hvad end det var årsagen eller ej, så kan det desværre konkluderes, at det var herefter kampen knækkede til gæsternes fordel. Vi blev ukoncentrerede, inkonsekvente og usammenhængende i vores spil – det udnyttede Kolding med et hårdtspillende forsvar og en genfødt Lars Christiansen. Derf0r blev det hurtigt tydeligt, at vi var på vej mod et ærgerligt, men fortjent nederlag.
Dermed ser det også ud til, at vi – heldigvis – allerede kan få en revanchemulighed mod KIF Kolding i slutspillet, da vi efterhånden har isoleret os selv på ligaens 6. plads. Vi bør stadig jagte 5. pladsen og en gruppe med AG København, hvorfor det kun er sejre, der tæller fra nu af!
Vi starter på fredag, hvor SønderjyskE kommer på besøg. Vi var til stede i Sønderborg, da vi tabte dernede i Oktober, og stemningen var vanvittig! Derfor skal vi altså nok en gang vise os fra vores mest larmende, heppende og indlevende side, hvis vi skal chokere gæsterne med stemningen. Senest spillede også yderst uimponerede i AG København, hvor de – som alle vist ved – tabte i de sidste minutter på en yderst omdiskuteret afslutning. Det bliver ikke let, men kampen SKAL vindes! Ingen undskyldninger, ingen alternativer.