skip to Main Content
Officiel fanklub for Aalborg Håndbold

Kampreferat: Aalborg Håndbold – AG København

Når alt går op i en højere enhed, så skaber man altså fantastiske minder. I aften gik ALT op i en højere enhed i Gigantium, da vi for anden gang i sæsonen slog AG København i ligaen. Denne gang med 26-24 i et rekordfyldt Gigantium, der i aften levede op til tilnavnet som Danmarks bedste publikum :-)

Med Ole Erevik og Johan Jakobsson sat ud af spil sammen med Olexandr Shevelev og med pokal-ydmygelsen fra søndag i tankerne, så var vi nok i den grad underdogs, selvom AGK måtte undvære Boldsen og Ekberg! Men fra første fløjt viste særligt Søren Pedersen, at det var AG, der ville komme til at savne profilerne mest. I første halveg havde Søren P en redningsprocent på 68 procent(!?!?), og når Bagersted og Tvedten samtidig var usvigeligt sikre fra hhv. stregen og straffekastspletten, så var vi godt på vej med en pauseføring på 13-8!

2. Halvleg startede meget lige, men efter 35 minutter fik vi lidt gummiarme og indkasserede 5 hurtige mål, så stillingen var 17-16, men så skete magien! Spillerne ville ikke have søndagens nederlag gentaget, og det ville vi heller ikke på lægterne! Allerede i første halvleg havde Gigantium været på kogepunktet et par gange, men det var ingenting i forhold til de sidste 20 minutter. Det er meget lang tid siden, at undertegnede har oplevet sådan en stemning i Gigantium – ja faktisk tror jeg kun, at jeg har oplevet lignende inde i isarenaen. Fantastisk!

Denne attitude fortsatte kampen ud fra publikums side og ikke mindst også fra spillernes side. Vi ville slå dem for anden gang i sæsonen! Vi ville ikke lade arrogancen sejre! Som symbol på det hele var det største kogepunkt, da Jonas Larholm (noget brutalt) gik ind i en tackling på Mikkel Hansen og fik en 2 minutters udvisning. Nok var Gudjon Valur, Kasper Hvidt og co. hurtigt fremme og opføre sig, som havde de lige overværet et regulært attentatforsøg, så fik de hurtigt svar på tiltale fra et fightende Aalborg-hold og et infernalsk larmende hjemmepublikum. Det var fantastisk at se folk på tværs af tribuner og blokke rejse sig op og opfordre til denne stemning – ganske enkelt, fantastisk! TAK

Dagen i dag var stor, MEN banen kalder igen d. 18. februar, hvor vi har en meget svær og meget vigtig udekamp i Holstebro. P.t. er vi ikke så mange tilmeldte til denne tur, og vi har gang på gang vist, hvor vigtige vi er for holdet – senest i dag. Tag derfor med på denne tur – det bliver med sikkerhed et brag af en kamp! Læs mere om turen her – sidste frist for tilmelding er i morgen d. 9. februar..

Tak for i aften!

Back To Top