Kampreferat: Aarhus Håndbold – Aalborg Håndbold (28.12.2011)
Så blev vi nok engang vidne til en mærkværdig præstation fra holdet, der for 4. kamp i træk havde besluttet at vende præstationen 180 grader! Væk var uviljen og det manglende engagement fra BSV-kampen og tilbage var tempoet og sulten fra Skjern-kampen, omend ikke i helt samme gear. Dog var det nok til at sikre en ualmindeligt sikker sejr på 37-32 i årets sidste kamp og sidste kamp inden EM. Det kan være meget vigtigt at slutte af med denne sejr, der samtidigt “knækkede” ligaen midt over, da vi (6. pladsen) nu har 5 point ned til netop Aarhus på 7. pladsen.
Det startede ellers noget nervøst, da vi hurtigt var bagud med 4-0 og allerede havde haft første afbrændere fra Tvedten, Lennartson og Bagersted. Hurtigt fik vi dog ændret dette til 4-4, hvorefter holdene fulgtes pænt af, indtil hjemmeholdet igen trak fra, da vi blandt andet intet modsvar havde mod deres skudtrusler fra baglinjen. Ved stillingen 16-12 til hjemmeholdet tog Erik Veje en besynderlig beslutning, da han lagde sit timeout kort. Dette skulle han næppe have gjort; den efterfølgende periode – afbrudt af halvlegen – vandt Aalborg med 10-1!?! Kampen var reelt afgjort 5 minutter i 2. halvleg, da vi var foran med 7-8 mål. Det kom den heller ikke, og ironisk stod netop Tvedten, Lennartson og Bagersted tilbage som Aalborgs topscorere efter kampen med 7 mål hver. Det var ligeledes værd at bemærke, at Martin Larsen krydrede en flot præstation med 3 kasser – han er ved at betale tilbage for den tillid, han vises af Hedin! dejligt at se..
På lægterne blev det endnu en gang til en sejr; der blev klappet, flaget, råbt og trommet (til blodet sprøjtede)! Hjemmeholdets publikum var faktisk ganske fint med, men blev gang på gang overdøvet af larmende højt musik fra højtaleranlægget. Den mest ironiske situation var da speakeren spurgte, om “der var nogle til stede i hallen” for så at overdøve det resolut responderende hjemmepublikum med en forfærdelig stemningsdræbende techotone. Vi oplever dette scenarie i flere og flere af de danske haller, og jeg håber inderligt, at det er en tendens vi kan få sat en stopper for!! Dette gør vi ved at yde maksimal lydmæssig opbakning såvel på hjemme- som på udebane. Stemningskampen skal afgøres af fansenes styrke – IKKE størrelsen på hallens højtalere!
Lad os gøre dette til et nytårsforsæt, for tilbage er der kun at ønske jer alle et rigtigt godt nytår! Pas nu på hænderne – vi får brug for dem i foråret, der kickstartes med Final 4 i Aalborg d. 4. og 5. februar 2012!