Da guldet kom hjem…

Kl. er lige ved at passere 18.00 i Skjern Bank Arena søndag d. 28. maj 2017. Guldet regner ned over Aalborg Håndbolds spillere, mens Queens udødelige klassiker “We are the champions” drøner ud af højtalerne. Anfører Arnor Atlason har netop hævet DM-pokalen som symbol på, at Aalborg Håndbold er danske mestre for tredje gang siden 2010! På banen er spillerne i ekstase, og på lægterne er mere end 300 Aalborg-fans euforiske, idet de iført guldparykker og -hatte synger med på de legendariske linjer: “We are the champions, my friends, And we’ll keep on fighting ’til the end.” Guldkonfetti, øl i stride strømme samt sang og dans er indhyllet i følelsen af, hvorvidt dette virkeligt kan være rigtigt!

Lad os spole tiden tilbage til lørdag den 10. september, hvor Aalborg Håndbold spiller sæsonens allerførste kamp: 1/8-finale i Santander Cup ude mod Mors-Thy. På bænken sidder en ny træner i form af Aron Kristjansson og på banen har spillere som Sander Sagosen, Martin Larsen og Simon Hald fået selskab af de to islændige Atlason og Sigurmannsson, svenske Aggefors i målet samt hjemvendte Wiesmach. Endeligt er der også debut til Tobias Ellebæk, der altså lægger ud med at spille på sin gamle hjemmebane. Stor udskiftning på et hold, hvor der særligt var spørgsmålstegn ved, hvor stort et hul Håvard Tvedten ville efterlade i spillertruppen. Mors-Thy udspilles med 21-28 og efterfølgende kickstartes ligaen med seks sejre ud af seks mulige mod SønderjyskE, Aarhus, Skanderborg, Tønder, BSV og GOG, før Ribe-Esbjerg i syvende runde besøger Jutlander Bank Arena.

Her lider den spirende selvtillid et stort knæk, da de upåagtede spillere fra vest, der senere skulle vise sig som sæsonens helt store overraskelse, trækker sig sejrsrigt ud af opgøret, hvor Kristjanssons tropper ikke var foran på et eneste tidspunkt. For første gang viste forsvaret svaghedstegn og ikke mindst Bent Nyegaard vil have gnedet sig i hænderne over, at der nu måske alligevel var plads til hans favoritter KIF og BSV i toppen af ligaen, som de røde fra nord ellers havde udset sig med den helt igennem overbevisende start. Det viste sig dog også hurtigt, at nederlaget mod Ribe-Esbjerg måske snarere skulle tilskrives deres kvalitet end en nedadgående formkurve for Aalborgs drenge. Efterfølgende blev ni af de resterende 11 kampe i efteråret vundet, heriblandt kvartfinalen i Santander Cup mod GOG, der sikrede opfyldelse af sæsonens første målsætning: deltagelse i Santander Final 4! Det var med andre ord med en 1. plads i ligaen og en opfyldt Final 4 målsætning, at såvel spillere og administration som trænere og fans kunne sætte sig til rette ved julebordet efter 2016′s sidste sejr 22-28 lille juleaften i Tønder.

Efterhånden som februar nærmede sig, begyndte optimismen for alvor at stige i Aalborg og omegn. Janus Smarason var hentet ind og viste spændende takter under VM-slutrunden i Frankrig. Samtidig skulle Santander Final 4 afvikles på hjemmebane i Gigantium, og det var således med store forventninger, at Aalborg tog til håndboldfest d. 4. februar, hvor Skjern Håndbold ventede på Aalborg Håndbold i semifinalen. Skjern havde dog taget ét element med som vi ikke ligefrem var forberedte på (ja, det var de nok faktisk heller ikke helt selv): Tibor Ivanisevic. Den nye serbiske målmand tog håndbolddanmark med storm i en weekend, hvor han nåede sit topniveau (og lidt til) gennem en næsten symbiotisk præstation mellem ham og Skjerns tilhængere. Smarason og Aalborg fik ikke et ben til jorden i en semifinale, der endte med et smertefuldt nederlag på 23-32. En smerte, der kun blev delvist dulmet af vores overbevisende 10-målssejr dagen efter mod KIF Koldings detroniserede kæmper, der nok tænkte mere på husleje og regninger end håndbold. Den opbyggede optimisme og selvtillid fik et klassisk nordjysk knæk, og forventninger til foråret gik fra med ét fra gulddrømme til “nå, Skjern er jo uovervindelige nu med ham mellem stængerne!”.

Nok en gang viste Aalborg Håndbolds spillere dog, at de i år var gjort af noget helt specielt. Final 4 skuffelsen blev hurtigt distanceret med en overbevisende sejr på 28-24 hjemme mod de forsvarende mestre fra BSV. En sejr, der blev efterfulgt af yderligere tre sejre – herunder +15 hjemme mod HC Midtjylland i en sand magtdemonstration, før Ribe-Esbjerg igen var på programmet. Til trods for en af sæsonens flotteste scoringer fra Stefan Sigurmannsson måtte vi igen sande, at Uhrenholt virkede til at have den helt rette opskrift til at slå os i denne sæson. Endnu et nederlag, men næsten som man var blevet vant til at forvente, så betød det blot en ny række af gode præstationer og således kunne vi d. 22. marts med 26-22 hjemme mod ingen ringere end ærkerivalerne fra Kolding fejre og cementere 1. pladsen i grundspillet og det optimale udgangspunkt for slutspillet, hvor vi med glæde slap for grundspillets onde ånder fra Ribe-Esbjerg og TTH! I stedet ventede Kolding, GOG og Skjern i en gruppe, hvor vi ganske enkelt skulle gå videre.

Her vender vi lige tilbage til Queens linjer:

“And bad mistakes
‒ I’ve made a few.
I’ve had my share of sand kicked in my face

But I’ve come through.”

For slutspillet blev for alvor der, hvor Kristjanssons tropper måtte vise, hvad de var gjort af. Efter en forventet og sikker sejr mod Kolding i første runde tabte vi de efterfølgende to kampe mod GOG og Skjern, hvor særligt hjemmebanenederlaget på 8 mål til GOG i anden runde gjorde ondt. Pludselig havde vi kniven for struben og point ude mod netop GOG var påkrævet i 4. runde af slutspillet, hvis vi ikke ville lave en Pirates og smide en grundspilssejr væk alt for hurtigt. Med få minutter tilbage i Gudme var vi nok en gang helt nede i sækken bagud med fire. Troen var stort set ikke eksisterende… for andre end spillerne på banen og Kristjansson/Madsen på sidelinjen. Drevet frem af vigtige redninger på de helt rigtige tidspunkter fra en af forårets helt centrale profiler, enlige Aggefors i målet, åd vi os ind på GOG og sikrede det ene point til allersidst, der igen gav os fordelen og muligheden for at afgøre det hele selv. Når vi sidder her med guldet om halsen og kigger tilbage på sæsonen, så var disse fem minutter måske egentligt der, hvor guldet blev grundlagt? Én ting er sikkert: uden de redninger, de scoringer og den ukuelige tro på tingene, der blev vist her, havde vi allerede været på sommerferie i en måned. I stedet blev først KIF slået hjemme og senere Skjern, hvorved vi stod i semifinalen med hjemmebanefordel mod de forsvarende mestre fra BSV.

Vores vaklende slutspilspræstation havde tydeligvis distanceret minderne om vores overlegne grundspilspræstation hos medierne, der ikke tøvede med at gøre Bredsdorfs tropper til favoritter – nu havde de jo også lige slået THW Kiel på udebane i Champions League. Aalborg Håndbold skulle være glade for en semifinaleplads, som GOG i øvrigt havde fortjent mere. Piben fik dog – som bekendt – en anden lyd jo tættere vi kom på den altoverskyggende søndag eftermiddag i Skjern en lille måned senere. De tre semifinaler mod BSV blev nogle af de grimmeste, ondeste og intense kampe, vi længe har været en del af. Spillerne var ude af kontrol på banen, hvor den ene svinestreg efter den anden så dagens lys, trænerbænkene skabte sig som små børn og lagde et hidtil uset pres på dommere og DHF-repræsentanter, der desværre ikke formåede at skride ind. Det fysiske spil og det manglende fokus på håndboldspillet virkede efter anden semifinale i Silkeborg til at blive for meget for vores unge hold. NU skulle grundspilssejren for anden gang blive altafgørende for i 3. kamp hjemme i Jutlander Bank Arena skete der noget af det, som vi lever og ånder for i Aalborg Håndbold Support. Jutlander Bank Arena bar spillerne frem med en stemning på et hidtil uset niveau i Dansk herrehåndbold. BSV blev blæst ud af Jutlander Bank Arena på banen såvel som på lægterne og pludselig lugtede Aalborg blod: vi kunne slå alle!

Stemningen nåede ikke op på samme klinge i første finale mod Skjern, men det gjorde dramaet. Efter at have udklasseret Skjern i 55 minutter stod vi pludselig og var bagud med ét minut tilbage og Skjern med bolden. Ole Nørgaard sagde i Skjerns afsluttende timeout (i vanlig optimistisk stil), at de blot skulle have uafgjort, så de kunne tage den på hjemmebane i anden finale. Det vækkede minder om Kasper Hvidts infamøse “Fuck nu de tilskuere” timeout fra 2013, og det var som skrevet i et eventyr, hvad der fuldte efter. I stedet for at gå mod mål, som Aalborg – af nød – åbnede frit op for, forsøgte Skjern at holde i bolden og én ukoncentreret aflevering senere var bolden på Aalborg hænder. Med 3 sekunder igen stiger Sander Sagosen til vejrs (hvem andre?) og i et energiudbrud af absolut verdensklasse smaskes udligningen ind. Jutlander Bank Arena bryder ud i jubel som en anden islandsk vulkan, trommeslagerne totalsmadrer deres skinneben i løbende jubelscener og Ole Nørgaard har vel blot tænkt: “Sådan, det var dét jeg ville have”….. Da jublen lægger sig, står Jutlander Bank Arena dog tilbage i et følelsesmæssigt limbo; Skjern var jo helt nede i sækken, og nu skulle man pludseligt juble over en udligning i sidste sekund. Det var jo på mange måder egentligt slet ikke godt nok! Spillerne går ligeledes og ligner nogle, der ikke ved, hvad de skal tænke og gøre – frustreret, lettet eller motiveret? Det må blive en blanding – Skjern blev trods alt frataget en af deres to vinderchancer i søndagens returopgør.

Nu er vi tilbage, hvor vi startede. Atlason løfter pokalen til en regn af guldkonfetti for øjnende af 300+ Aalborg-fans og grædende Skjern-spillere. Tårerne får frit løb – af glæde eller af ærgrelse. Forud er forløbet en sand magtdemonstration af Aalborg Håndbold, der – til trods for en udvikling i 2. halvleg lig første kamp – formåede at holde Skjern på konstant afstand takket være pragtpræstationer hele vejen rundt. Det samme gjorde sig gældende på lægterne, hvor niveauet blandt de medrejsende Aalborg fans var på et lige så højt niveau gennem hele kampen, der hurtigt så Skjern Ultras sætte armene over kors frem for ned på trøjekanten for at lave bar-mave-dans. Denne søndag i Skjern Bank Arena var der ganske enkelt klasseforskel på alle fronter.

Guldkonfettien er nu ved at lægge sig, og armene er ved at nå ned under skulderhøjde. Vi kan se tilbage på en uforglemmelig sæson, hvor Aron Kristjansson har formået at skabe et sammenhold, en vindermentalitet og en spilleglæde, der har smittet af på alle i og omkring Aalborg Håndbold. Et fantastisk og ungt hold, hvoraf mange er kommet gennem ungdomsafdelingen, står nu som sejrsherrer i en liga, hvor rutinerede, stærke trupper alle måtte se sig slået af de unge løver fra nordens Paris. Netop Paris bliver fra næste sæson hjemby for ligaens største profil, Sander Sagosen, der har beriget Aalborg og Danmark med håndbold i sand verdensklasse. Vi – i Aalborg Håndbold Support – ønsker dig held og lykke i byernes by, Sander, hvor vi glæder os til at følge dig. Ligeledes skal der lyde et stort tak for indsatsen til Chris Jørgensen, Stefan Sigurmannsson og ikke mindst lokale Christian Jensen, der alle drager på nye eventyr efter guldet er fejret færdigt. Vi ser tilbage på sæsonen med en enorm stolthed: ikke blot på banen har vi været de bedste i Danmark – det har vi også på lægterne. Vi er nået langt over 400 medlemmer i Aalborg Håndbold Support, og i Jutlander Bank Arena er der gang på gang blevet slået sæsonrekord. Vi vil gerne takke alle i og omkring klubben for samarbejdet – ligeledes skal der lyde en enorm tak til alle vores medlemmer og særligt de af jer, der yder en frivillig indsats hvad end det er i café/VIP, på trommer, på busture eller når der skal laves TIFO eller pyntes i Gigantium. Uden jer var Aalborg Håndbold Support ingenting.

TAK for en uforglemmelig sæson og på gensyn i den nye, hvor der venter nye udfordringer i såvel Danmark som Europa i form af Champions League, hvor vi skal bide skeer med de HELT store klubber.

God sommer! Sammen står vi stærkest!


Skriv en kommentar

Hosted af Meebox.net - Professionelle Webhoteller